Camilla van Deurs om byens arkitektur

Hvem er bedre til at spørge om Københavns arkitektoniske udvikling end byens stadsarkitekt Camilla van Deurs? Formentlig ikke mange, så hende satte jeg i stævne på en varm augustdag i Nordvestkvarteret, hvor mange stilarter mødes, og Camilla derfor så et godt udgangspunkt for både snak og rundtur.

Lokation: Foran biblioteket på Rentemestervej Hvorfor der? Godt sted at starte en rundtur i et kvarter, der illustrerer byens arkitektoniske rejse

I lighed med min snak med Anne Skovbro blev også dette interview afviklet som en hyggelig walk 'n' talk i sommervarmen, hvor vi gik en sløjfe rundt i det københavnske Nordvestkvarter og med egne øjne så på det brede udvalg af arkitektur og byggestile, kvarteret rummer.

Hvorfor er vi mødtes her?

Hele Rentemestervejskvarteret repræsenterer en spændende nydrejning i den måde, man taler om byens udvikling og især byens bevaring på. Vi har en bevarende lokalplan for hele industrikvarteret her på vej, som har været i høring og skal vedtages politisk snart. Ellers har det jo været sådan i de sidste 20 år, at Københavns Kommune har siddet lidt på hænderne og ventet på, at enten By & Havn eller nogle developere, der ønskede at bygge i byen, kom og ville gøre noget, og så lavede man lokalplaner for det.

Blå bog: Camilla Richter-Friis van Deurs
 Stadsarkitekt for Københavns Kommune siden februar 2019. 45 år
 Over 14 år ved Gehl Architects, heraf næsten ni som designchef, direktør og partner
 Sideløbende med knap otte år som ekstern lektor på Københavns Universitet
 Tidligere bestyrelsesmedlem af Akademisk Arkitektforening
 Uddannet arkitekt MAA fra Arkitektskolen i København 2001, Ph.d. i Urban Design samme sted 2009

Det her er et eksempel på, at politikerne faktisk har bedt os om at lave en lokalplan, fordi der er nogle store værdier, man gerne vil bevare inden de forsvinder, fordi der har været så stor byudvikling og virkelig pres på området i hele Nordvest og på Nørrebro med en masse ungdomsboligbyggeri blandt andet. Det her med at være lidt mere proaktiv og sige ’hov, nu skal vi faktisk gå ind selv og lave nogle planer’, det er en ny tendens, og derfor synes jeg stedet her er spændende.

Processen her tror jeg er en reaktion på den voldsomme udvikling, der har været de sidste lad os bare sige 20 år med rigtig meget byggeri, og den folkelig modstand, der også er kommet ud af det. Lige hernede på Provstevej ligger der her brune værtshus, der hedder Fuglereden, som var med til at starte debatten om det her område, og hvor man i flere omgange prøvede at lave det, der hedder et §14-forbud mod at rive huset ned for at bygge noget nyt.

Det projekt har sat gang i en bølge af diskussioner – alle mulige steder i byen – om bevaring. Så nu har vi §14-sager på Nørrebrogade, i Vanløse, i Valby, på Amagerbrogade, rigtig, rigtig mange steder, hvor borgerne er begyndt at bemærke, at der noget kulturarv og en nogle fine gamle bygninger, som har en skala, som er interessant og som gør noget andet i byen, og som måske ikke nødvendigvis har den allerhøjeste arkitektoniske kvalitet.

I København vurderer vi bygninger efter SAVE-metoden, hvor vi meget arkitektur- og stilhistorisk ser på en bygning og om den er i god stand, er den en vigtig repræsentant for den arkitekturtid og så videre, og så kategoriserer man dem fra 1 til 9. Nr. 1,2,3 er de fine og fredede bygninger, og jo lavere værdien er, jo nemmere vil det være at rive ned, jo mere ’mistelig’ er bygningen i byen.

Men den nye tendens er så, at man så anerkender, at der faktisk er bygninger, som har en ret lav SAVE-værdi, altså kategori 7 og 8, men hvor det ikke handler om den arkitektoniske kvalitet, men derimod det kulturhistoriske eller den skala, de bidrager med i byen. Huse her i området, der måske objektivt er lidt grimme, måske fra 70’erne eller 80’erne og ikke særlig smukke med æstetiske blik, vi ser med i dag, men alligevel er vigtige, dels som et billede på den udvikling, industrikvarteret har været igennem, med industribygninger hele vejen fra 1870’erne og op til i dag, og så repræsenterer de også noget værdi, fordi det er rigtig gode, sunde bygninger med nogle materialer og konstruktioner, som vi sagtens kan genanvende. Der er ikke nogen grund til at rive dem ned.

Det er så den anden side af mønten – at det også handler om vores ressourcer og dialogen om, hvordan vi bruger dem på en anden måde. Jeg tror, hele den her bevaringsinteresse har mange facetter; modstanden mod det meget hastige byggeri de sidste 20 år og den dårlige kvalitet måske, en mistet skala, samhørighed i byen, det her med CO2, bygningsbevaring, cirkularitet fylder også noget. Det er en blanding af alt det, der er på spil i det her kvarter hernede.

Det har vi så set politikerne reagere på ved at lave en hel del af de her §14-forbud rundt omkring i hele byen, sætte gang i bevarende lokalplaner som for eksempel den her i området, jeg håber også at Nyholmen (det yderste af Holmen, som stadig er militært område, red.) kommer lige om lidt, der er også diskussioner om Siljangade ude på Amager, som også er et fint gammelt industrikvarter.

Og så har Økonomiforvaltningen her hen over foråret og sommeren kørt en kampagne, der hedder ’Byens Sjæl’, hvor alle københavnerne har kunnet nominere bygninger, som de mener repræsenterer byens sjæl, men som ikke allerede er beskyttet med fredning, eller har en høj SAVE-værdi. Det kan pølsevognen henne på hjørnet eller den bænk, hvor man fik sit første kys. Der er også blevet nomineret ting, som er store og flotte og berømte; Palads og Christiansborg, så der er en stor spændvidde.

Jeg sidder i bedømmelseskomitéen, og idéen er, at vi sammen med nogle folk, som måske ikke traditionelt beskæftiger sig med byudvikling, prøver at udvikle fem til ti bygninger eller steder i hver bydel, som handler om byens sjæl og kulturarv og københavnernes tilhørsforhold på en anden måde end de traditionelle arkitektoniske kvaliteter, og som vi også skal bevare. Så der er virkelig en bevægelse i gang, som handler om at passe på byen.

Der er jo et stigende befolkningspres på København, som vi ikke rigtig ved, hvad der sker med. Før corona var det i 10 år bare opad-opad-opad, 10.000 mere om året, under corona lå det omkring 5.000. Så der har stadig været befolkningstilvækst, men ikke nær som voldsomt, fordi børnefamilierne i stigende grad flytter ud. Udfordringen er så nu, at København vokser stadigvæk, og det betyder, at vi har brug for at bygge noget, vi er stadig bagud på almene boliger, på plejehjem, på daginstitutioner, der er nogle behov.

Samtidig vil vi gerne passe på en masse spændende miljøer, vi har haft store debatter som naturområder, Stejlepladsen, Amager Fælled. Vi ønsker ikke, at man bygger på den oprindelige natur i byen, men hvor pokker skal man så bygge? Og vi vil heller ikke have højhuse, så hvad gør man så? Det synes jeg i virkeligheden er et utrolig interessant dilemma.

Ja, det er noget med at finde balancen mellem kvalitet og arkitektonisk udtryk på den ene side, og behovet for tempo på den anden?

Præcis, og jeg tror, at alle de her ting på en eller anden måde udfordrer vores æstetiske blik, altså når vi skal bevare mere og arbejde mere cirkulært. Vi skal se materialer og se potentialer på en ny måde, altså et halvgammelt lidt grimt hus, som den menige københavner måske ikke vil synes er specielt værd at bevare, men som repræsenterer en stor værdi på grund af de materialer, der er i huset.

Det er lidt det samme, når det gælder diskussionen om biodiversitet i byen, for der står byen også og roder, og så er der en Valbyborger, der skriver til mig og spørger, hvorfor vi ikke plejer græsset nede i Valbyparken. Det gør vi ikke, fordi vi gerne vil have mere biodiversitet, og det ser bare rodet ud og ikke altid smukt med kornblomster og så videre.

Der er et nyt æstetisk blik og sprog på vej, og det synes jeg jo som arkitekt er interessant, fordi det at være stadsarkitekt i en by tit bliver karikeret til ”Skal du så til at være smagsdommer over hvad, der bliver bygget i byen?” Og ja, det skal jeg lidt, for det er faktisk mit job at mene noget om æstetik, og det gør jeg på baggrund af en uddannelse og en Ph.d. i arkitektur og en masse erfaring. Ligesom en sommelier ved en masse om vin og på den baggrund kommer med en kvalificeret anbefaling til, hvad man skal drikke til sin mad. Det er i virkeligheden det, jeg bruger min viden til; at komme med nogle kvalificerede anbefalinger til vores politikere om arkitektur. Det er nok mit vigtigste job.

Så ja, jeg er smagsdommer, men når man taler om æstetik og smag, så er det her nye blik interessant; altså hvordan nogle af de her lidt nyere værdier om et bæredygtigt samfund og en mere bæredygtig arkitektur skubber til vores æstetiske syn på tingene, både i forhold til bygningerne, byrummene og bynaturen. Det synes jeg er virkelig, virkelig spændende i øjeblikket.

Der er så nogle af de her bygninger her i Rentemestervejsområdet, som jeg tror alle vil kunne se er fine, flotte bygninger, der burde bevares, og så er der nogle, hvor man tænker ”Hvorfor skal vi passe på den her?” Så i hele det her kvarter er der 98 bygninger, der er indstillet til bevaring. Det er virkelig mange. Det er lidt over en tredjedel af bygningerne i kvarteret.

Men her sker også virkelig meget. Eksempelvis er der parkeringshuset her (på hjørnet af Tomsgårdsvej og Rentemestervej modsat biblioteket, red.), som er en del af de sidste boligprojekter, der blev vedtaget, inden kvarteret og lokaludvalget begyndte at sige ”Stop-stop-stop, nu skal vi tale om at bevare det, der er her.”

Se bare denne her bygning (industribyggeri på Rentemestervej 59, red.), som jeg vil gætte på er fra 1890 eller sådan noget. Den er ved at blive renoveret, og alle kan jo se, at den har kvalitet. Det er ordentlige materialer og fine detaljer. Men se så betonbygningen længere nede (på hjørnet af Peter Ibsens Allé, red.), synes du den er specielt smuk? Det er det nok de færreste, der vil mene, men hvis vi skal tegne et billede af det her kvarter, og den udvikling, der har været, så skal vi faktisk have repræsentanter for alle de forskellige arkitekturstilarter med, fordi lige nu synes vi, det der er frygteligt, men om 30 år kan det godt være, at vi har fået et andet blik for det, og det er jo en meget sund bygning, der er ikke noget i vejen med den, så ud fra et ressourcespørgsmål vil det være hul i hovedet at rive det ned.

ISS-grunden, som er det, der ligger her omme bagved, hvor de nye bygninger er ved at blive bygget, der har ejeren (Calum A/S, red.) hyret dem, der hedder We Do Democracy til at lave borgerinvolvering om grunden, og så blev de forelskede i stedet og har så lavet en minivirksomhed med demokratiske aktiviteter, og så har de lejet ud til en masse små virksomheder, der arbejder med byudvikling, borgerinvolvering og Københavns bedste bageri (Flere fugle, red.) og der er forsamlingshus og galleri og alt muligt fantastisk i hele området.

Det her er jo en fantastisk måde at lave byudvikling på, fordi man ved at bevare det her sted gør det til en generator af liv i området, der spreder sig rundt i alle de andre kvarterer, og så gør det måske ikke så meget, at der stadig er noget ISS-byggeri, som måske ikke er så interessant, fordi sammenstødet og at det er der som sådan en sten i floden, der gør modstand, det gør, at det kommer til at leve, og at det ikke virker som en bydel, der er færdig på én gang, men at den udvikler sig med tiden.

Det tror jeg er en af forskellene på, hvordan vi tænkte byudvikling, da vi planlagde Nordhavn og Ørestad, hvor det var tabula rasa og man startede helt forfra og det hele er nyt, mens det her er lidt mere blandet landhandel og vild med vilje i blomsterbedene.

Når vi får tegninger ind til et nyt byggeri, så sidder jeg med i udviklingen af lokalplanerne, hvor vi taler om, hvilken farve teglen skal have, og hvordan vinduerne skal se ud, og formulerer bestemmelser i forhold til det æstetiske udtryk. Nogle gange laver vi det i København, der hedder projektlokalplaner, hvis der eksempelvis skal bygges en skole, en svømmehal eller et enkelt, mindre byggeri, men for det meste laver vi store bydelslokalplaner; Århusgade, Vejlandskvarteret (omkring Bella Center, red.), Rentemestervej her, simpelthen fordi det dels er det, udviklerne ønsker, når de har et større område, men også helt pragmatisk fordi sagsbehandlingstiderne er så lange i København, så hvis vi skulle behandle hver eneste byggeri, så ville vi aldrig blive færdige. Og så ønsker man også at have et helhedsgreb og en sikring af udviklingen.

Her (på Rentemestervej 49, red.) ser vi et meget godt eksempel på, hvordan man har taget et af ISS-husene, som grundlæggende er ret grimme, og skåret nogle nye vinduer, malet facaden og tvistet der her lidt triste 80’er kontorbetonbyggeri og givet det en anden karakter, som vi bedre kan forholde os til.

Er det den slags initiativer, der kan gøre, at vi med tiden kan få en anden påskønnelse eller anerkendelse af det originale byggeri, som der jo stadig er noget tilbage af andre steder her på vejen?

Ja, det tror jeg faktisk. Hvis du tager ud på Arkitektskolen og ser på afgangsprojekterne lige nu, så er de alle sammen inspireret af sådan noget italiensk rationalisme fra 1985 og meget klassisk postmoderne med koboltblå farver og søjler og symmetri og små, firkantede vinduer i et rimelig stramt udtryk med nogle lidt ironiske parafrasereferencer tilbage til den romerske, neoklassicistiske by. Det er lige som om, at arkitekturen går lidt i ring nogle gange – ligesom moden – og så tager man nogle stilarter op igen.

I klassicismen tog man det gamle Grækenland op, og så kom historicismen, hvor man fandt barokkens og renæssancens arkitektur frem igen, eller blandede det hele. Så har vi i mange år været optaget af modernismen, som var inspireret af den danske, funktionelle tradition, hvor det handlede om at være meget enkel med ærlige, formdrevne materialer. Så havde vi hele den her New Danish Wave med Bjarke Ingels, Effekt og Polyform og hele den generation af arkitekter, der havde været i Holland og sagde ’fuck den der danske pænhed, nu skal vi have noget arkitektur, der svarer på nogle samfundsproblemer.’

De var ikke så berørte af dansk materialitet og dansk kunsthåndværk og tradition, så den fik bare med plastikmaterialer og pangfarver og symbolisme. Al Bjarkes arkitektur er jo noget med, at huset er et symbol og et ikon i sig selv kan alt muligt – man kan stå på ski og klatre i bjerge, men materialerne er måske ikke noget, som Hans Wegner, Arne Jacobsen og Kay Fisker ville have været særlig stolte af.

Reaktionen synes jeg kommer nu, hvor der er nogle, der går helt tilbage og vil bygge i ler, bygge hyperlokalt og hyper bæredygtigt. Det er nogle af de folk, der arbejder med de her bygninger nu, som for eksempel Søren Pihlmann (Grundlægger af Pihlmann Architects, red.) eller Anders Lendager (fra Lendager Group, red.). Og så er der dem, der er meget optagede af den klassiske by, og som vil have farverne tilbage i arkitekturen, og at vi skal kunne se, at et vindue er et vindue og sådan nogle ting.

Så arkitekturen bevæger sig i nogle bølger og stilarter, hvor man hele tiden i en spiral kommer tilbage til det gamle og tager lidt af det med og så videre derfra. Jeg tror slet ikke, at vi ville have kunne se det her for 20 år siden, for der ville man synes, at der har var noget rod og grimt og ikke ordentlig organiseret. Det synes jeg er spændende, fordi for mig er det her meget mere ’levet’ og et resultat af de processer, der er i en by og en tidsalder.

Det her er en interessant måde at lave by på, hvor jeg i hvert fald oplever, at det ikke kun er professionelle som mig selv, der er medskabere af, hvad det her sted er, men at man også forsøger at inddrager dem, der bor der og skal bruge det på en helt anden måde. Eksempelvis de byrumsmøbler, vi ser her (på Provstevej, red.), som vores områdefornyelse har sat i gang og beboerne har været med til at bygge, ligesom de har lavet noget trafikregulering.

Her er der jo nærmest lidt landsbystemning, i forhold til hvor vi var før, hvor det var rigtig industriby, så er det sådan lidt købstadsagtigt her. På den ene side er der københavnerhuse, og på den anden side, der er vi i Herning eller Viborg eller en anden dansk købstad. På den måde er det her et ret fantastisk kvarter, fordi meget af det er bevaret, og en del er også blevet fredet nu, men det var virkelig under pres og ved at forsvinde.

Når man står i det her kryds (mellem Provstevej og Thoravej, red.), så kan man se syv slags tidsaldre og arkitektur. Vi har industribygningerne fra 80’erne, vi har ting fra 30’erne, vi har karrébyen, vi har købstadsby, vi har noget alment boligbyggeri af en lidt tvivlsom kvalitet, vi kan se Fuglereden dernede (på hjørnet af Provstevej og Frederikssundsvej, red.), som satte hele debatten om bevaring i gang. Så har vi private ungdomsboliger, som man har prøvet at få til at ligne byhuse ved at male facaden i nogle forskellige farver, og så har vi et 50’er-kontorhus også.

Så lige det her sted er sådan et tværsnit af dansk arkitekturhistorie, og det ser man næsten ingen andre steder i København.

Der er jo også meget, der støder sammen her, rent stilistisk, så man kan vel sådan set godt forstå, hvis der er nogen, der synes, at det er noget rod…?

Ja, det kan man da. Men når man så ser på for eksempel de nye ungdomsboliger – som jeg ikke har været med til at sagsbehandle – så kan jeg da godt blive fagnørdet og tale detaljer omkring farvevalg og dybden på vinduesnicherne, men i det samlede billede er det måske ikke det, der gør forskellen, når det handler om at skabe den gode by. Der er det nogle helt andre og større diskussioner, der er interessante, selvom småtingene også er nødvendige at snakke om, når vi skal give en byggetilladelse.

Vi kan se kantzonerne her, som også er noget, jeg har en særlig kærlighed for, og de her jo… selvorganiserede, skal vi kalde dem det? Jeg skrev for 15 år siden en Ph.d. om københavnernes forhold til deres boligbebyggelser og undersøgte 27 forskellige byggerier og fandt ud af, at kantzonerne simpelthen er noget af det allervigtigste; det er der, 65 procent af det liv, der foregår udendørs i boligbebyggelserne, er. Det er ikke på altanerne, det er ikke i gårdrummet, det er lige i kantzonen, foran folks hoveddør.

Da jeg havde skrevet den, var jeg til møde med den tidligere stadsarkitekt, Tina Saaby, og det var lige deromkring de skulle lave lokalplanen for Nordhavn. Jeg fortalte om min forskning, og så ramte sol, stjerner og måne hinanden og Københavns Kommune endte så med at lave et kantzoneadministrationsgrundlag, meget teknisk, haha, som nu er skrevet ind i alle vores lokalplaner. At vi skal have bløde kantzoner uanset, hvor vi bygger.

Det talte jeg også med Anne Skovbro om…

Lige præcis. Og når man kigger ned af denne her gade (Thoravej, red.), så er det da det, der gør, at det er et dejligt, og man kan mærke, at det er trygt at gå forbi, og at der er noget at opleve. Det gør, at det bliver en levende og blød by, og det er sådan en kvalitet, jeg synes er enormt vigtig, når vi bygger nyt, at det skal vi holde fast i.

Det her, det er et sjovt hus (Thoravej 31, red.). Det var Mejeriforeningen, der havde det her hus, og nu har Nykredit Fonden købt det og skal lave kunstnerværksteder for unge kunstnere i hele huset, og de skal lave herbergsfaciliteter og et værested. Det er Søren Pihlmann, som jeg nævnte før, der laver det, og det jeg synes er interessant, det er, at de skræller huset helt tilbage og lader det stå meget råt og være ”grimt”, om man så må sige, fordi ideologien er lidt, at de her lidt grimme plastikvinduer fra 80’erne, dem er der jo ikke noget i vejen med, så indtil de færdige, skal vi ud fra en ressourcemæssig betragtning faktisk beholde dem. Man må parkere sin smag lidt, for der er et større mål, og det er fandme svært for arkitekter, haha.

Eksempelvis har de revet den gamle linoleum af og så er der det rå betongulv nedenunder, som er blevet lappet gennem længere tid, og så polerer de dem, og så bliver de faktisk super smukke, lidt ligesom terrazzo. Så han ophæver noget af det grimme og gennem en bearbejdning af det, bevarer han det og fremviser de kvaliteter, det har. Det synes jeg er rigtig spændende.

Her i stueetagen kommer de til at lave sådan nogle rulleporte og åbne mere op for den café og det kunstnerbibliotek, der skal være inde bag ved. Det er en ret lukket bygning lige nu, og sådan er stilen jo.

Det er også derfor, at jeg synes det interessant, det her med, at vores æstetiske forståelse ændrer sig, fordi vi får nogle andre værdier om bæredygtighed, og Københavns Kommune har jo det her mål om, at vi skal være CO2-neutrale i 2025 (hvilket man dog ikke når alligevel, red.), og det påvirker alle mulige ting i kommunen, sådan noget med, hvad det er for noget mad, vores ældre får, elladestandere til biler, bæredygtigt byggeri og den slags.

Der er det jo lidt sjovt, når noget af det der nogle gange clasher. Jeg havde en sag ude i Tingbjerg, som er et fredet byggeri af Steen Eiler Rasmussen (arkitekt og byplanlægger, red.) og C. Th. Sørensen (landskabsarkitekt, red.) i flotte, gamle gule mursten fra 50’erne. Der skal så bygges nyt derude som et led i en ghettoplan, og Tingbjerg er sådan set et bevaringsværdigt byområde, og der var det store spørgsmål omkring det nye så: Skal man bygge i røde sten eller i gule sten?

Røde sten bruger en lille smule mindre energi, når man brænder dem, fordi den røde ler i sig selv er hårdere end den gule. Så hvis man 100 procent skulle gå efter CO2-regnestykket, så skulle man bygge i røde sten derude. Det kan mit hjerte så ikke helt klare, for jeg synes det ville være et stort brud med resten og selvom det er fint vi bygger nyt derude – det skal vi – så synes jeg, at man må bygge i gule sten og lave en nyfortolkning. Det var politikerne heldigvis med på.

Men det (bæredygtighedspolitiken, red.) sætter os jo i nogle svære valg en gang i mellem; det her med hvornår vi holder fast i noget kulturhistorisk og arkitektonisk, og hvornår er det, CO2-målet eller bæredygtigheden er det vigtigste. Og det er sådan en faglig vurdering, som ikke altid kan sættes 100 procent på formel, vel? Og det er noget af det, jeg synes er spændende og svært i mit arbejde, når vi står i de der dilemmaer om, hvad vi skal anbefale politikerne at beslutte. Men sjovt.

Hvor er byen så på vej hen rent arkitektonisk? Nu ser vi alle de her forskellige stilarter, der blander sig, men det nye, der er på vej, kan det trække byen i en anden retning i forhold til, hvor vi er nu?

Noget af det, jeg ser i det moderne boligbyggeri, det er det, der hedder modulbyggeri, som er sådan nogle præfabrikerede elementer, man laver på en fabrik. Det er billigere at gøre, og det er tit bedre for miljøet, fordi der ikke er så meget spild af materialer. Det er rigtig gode arbejdsforhold, fordi man står indenfor, man skal ikke have håndværkere hængende ude på stilladserne. Så dem bygger man på en fabrik et sted, og kører dem hen på en plads og samler dem. Og så er der selvfølgelig lige lidt aptering, når man monterer det på stedet.

Det har vi næsten 1,2 millioner kvadratmeter af på vej i København. Det gode ved det er, at det ofte er træbyggeri, altså trækonstruktioner, og dermed bæredygtigt i forhold til CO2. Jeg synes, det der kan være problematisk, det er størrelsen på de her moduler, den er 100 procent bestemt af, hvad der kan være på ladet af en lastbil, og når den skal under en motorvejsbro og så videre. Det betyder, at det er en meget begrænset arkitektur. Der er nogle, der arbejder meget interessant med det, eksempelvis det projekt, der hedder Venligboligerne på Frederiksberg, en der hedder Søren Rasmussen har lavet, som er flygtningeboliger sammen med ungdomsboliger.

Der gør han lidt ligesom i det byggeri hernede, det er BIG’s ungdomsboliger (på Dortheavej 2, red.), og de er faktisk ikke opført som modulbyggeri, selvom man skulle tro, de var det, for de ligner sådan nogle Lego-trækasser, der er stablet. Men det, Søren gør på Venligboligerne er, at han trækker dem frem og tilbage, og når han trækker dem frem, så laver han en lille karnap, og når han trækker dem tilbage, så laver han en lille terrasse, lidt ligesom det vi ser her.

Kvaliteten ved at bygge i de der moduler er jo, at de kan det. Og når man har en karnap til en bolig, så er det en fantastisk kvalitet, og det samme med en terrasse. Det giver nogle meget store rumlige kvaliteter for boligerne, men langt, langt det meste af det, der bliver bygget, gør det ikke, fordi lige så snart, du gør det, så har du flere flader, du skal inddække – det er mere materiale, det er dyrere. Og derfor udnytter langt det meste – som jeg ser det – ikke det potentiale for at give noget kvalitet til boligerne, der i det konstruktive princip.

Men når den er så massiv, den byggeteknik, så er det simpelthen fordi, det er billigt. Det er en måde at realisere træbygger på, og det er billigt, og når vi har næsten 1,2 millioner kvadratmeter på vej i København – det er ude i Tingbjerg, det er Amager Fælled, det er Jernbanebyen (omkring baneterrænet på Vesterbro, red.), alle mulige steder i byen – så er det jo et nyt arkitektonisk sprog, det fordrer.

Den nye byggeteknik fordrer en måde at bygge på, som ikke altid bliver udnyttet, og vores øjne er så følsomme; vi kan sagtens se, når noget snyder eller prøver at gentage noget. Derovre, hvor de havde malet facaden i forskellige farver for at få det til at ligne sådan noget Nyhavn, der kan vores øjne godt forstå, at det faktisk er den samme bygning. Så medmindre man er meget dygtig, så kan vi om nogle år stå med 1,2 millioner kvadratmeter i byen, der bare ligner hinanden, fordi det er bygget på samme måde.

Det synes jeg kan være en udfordring, men potentialet i det er spændende, fordi det er rigtig bæredygtigt og det er gode arbejdsforhold og det er træbyggeri, så det kan rigtig meget godt, men vi skal lære at gøre det på den rigtige måde. Det synes jeg er interessant at arbejde med. Det er jo ikke mig, der tegner det, men jeg er med til at sætte rammerne for dem, der skal lave det.

Det er i hvert fald én udvikling, og så det der med det grimme byggeri, altså den bæredygtige æstetik, der er anderledes, og så er der modulbyggeriet, som er to virkelig stærke tendenser i arkitekturen.

Her (midt på Dortheavej, red.) kan vi se noget andet, som er interessant, der skulle faktisk have været en massiv karré her, men så var det BIG, der foreslog, at man dels skabte en lille plads her, og dels sørgede for, at man kan gå igennem gårdene her (over til Bispevej, red.). Den kvalitet – ligesom vi talte om det vigtige ved kantzonerne før – kan jeg godt lide, fordi det handler om at få lavet nogle forbindelser i byen. Altså ikke at isolere sig.

Jeg synes, det her er generøst på en eller anden måde. At man siger: ”Vi har det her byggeri, vi har sådan set hele grunden, men vi synes, at det er fedt, at bydelen går igennem.” Det synes jeg er en meget vigtig kvalitet, som man skal arbejde mere med. Vi har haft en masse projekter med cykelstier, og med havnebroer som har forbundet kvartererne, eller den nye bro over Folehaven, der forbinder Kulbanekvarteret med Folehaven og Grønttorvet.

De der måder at åbne byen op på, og nedbryde nogle barrierer, hvor det her er et lille eksempel, tænker jeg er enormt vigtige for byens sammenhængskraft. Altså hele tiden tænke på, hvordan vi kan undgå at vende os ind imod os selv. For det var det, byen gjorde under den store modernistiske udbygning. Tingbjerg, som vi talte om før, er et dårligt eksempel på det, fordi det lukker sig om sig selv og er fuldstændig sit eget og ikke har nogen interaktion med resten af byen.

Er det så noget med generøsitet, levende kantzoner og åbenhed, man på en eller anden måde skal få på formel og sætte som ramme for de her 1,2 millioner kvadratmeter, så det ikke bare bliver en stor grå masse?

Ja, for eksempel det med forbindelser handler jo om ordentlig planlægning og at se byen lidt i fugleperspektiv; hvor er der nogle interessante punkter, vi skal have forbundet, hvor er der nogle mennesker, der skal have adgang til et rekreativt område? Lige hernede åbner det, der hedder Nordvestpassagen næste år (gang- og cykeltunnel under højbanen mellem Nørrebro og NV, red.), som er et rigtig godt eksempel på at forbinde på tværs af en barriere, hvor man også arbejder med lys og noget kunst for at gøre det trygt, så man har lyst til at være der, når man går igennem.

Forbindelserne er jo i virkeligheden en byplanopgave i fugleperspektiv, men kantzonerne og materialerne, det er i en anden skala, der er nede i øjenhøjde, og der skal man være i rummet og sanse det. Så den gode by, og den gode arkitektur, laves ved hele tiden at arbejde med de to skalaer samtidig, og tænke på både store forbindelser, store strukturer, hvordan åbner vi op, hvordan er vi generøse, og så dykke ned igen og se, hvordan det lander.

Men der bliver jo bygget rigtig meget. Sidste år blev der givet byggetilladelse til fem millioner kvadratmeter i København – det er rigtig meget, og jeg ser ikke alting i detaljen, overhovedet. Jeg ser alt det, der bliver lagt til politisk behandling hos Teknik- og Miljøudvalget, og så bliver jeg inddraget i principielle sager, eller sager, der har en særlig bevågenhed, fordi de ligger et bestemt sted eller involverer en fredet bygning.

Jeg er også kommunens repræsentant, når vi har konkurrencer om skoler, biblioteker og sådan nogle ting, så jeg har også en finger med i vores egne byggerier, og hvordan de udvikler sig. Men der sker jo selvfølgelig for meget i København til, at et enkelt menneske på nogen måde skal kunne følge med i det hele, og forme det hele, men jeg ser rigtig meget.

Hvad er så det vigtigste, overordnede aftryk, du kan sætte fra din stol? Du kan jo ikke detaljenørde med til fem millioner kvadratmeter om året, men du kan trække nogle generelle streger i noget sand og lave en ramme…?

Det lyder banalt, men overordnet er det at nå i mål med bæredygtigheden. Og hvad er det så for nogle kampe, der er interessante, på den ene side, og når vi så tager de kampe, hvad er det så, vi skal passe på. Og jeg ved godt, at når vi passer på det her område, så er der et andet sted, hvor vi er nødt til at bygge lidt mere. Og det er jo de der kompromisser, som gør, at vi måske får en etage mere på et hus ude i Ørestad.

Det er ikke fordi, jeg har sådan et mentalt regnskab, der skal gå op, men det er bare konsekvensen af sådan nogle valg. Jeg må også nok sige, at hvis du spørger nogle af mine kolleger, så vil de sige, at jeg blander mig meget mere i det æstetiske, end jeg siger til dig nu, haha, om farven på teglstenen eller sprossen lige skal være tre eller fire centimeter tyk, men grundlæggende synes jeg ikke, at det er det, der giver en god by.

Det er klart, at hver eneste gang, vi laver noget, skal vi prøve at gøre det så godt som muligt. Vi skal prøve at gøre os så umage, at vi tror på, at vi elsker et hus og vil beholde det rigtig mange år frem i tiden.

Nu siger du det med at gøre sig umage, og så tænker jeg straks på den kritik, man tit hører – og som jeg bestemt godt kan forstå – af områder som Ørestad og dele af Carlsberg Byen, Bohrs Tårn for eksempel, som helt objektivt betragtet er utrolig firkantede. Der spørger man så sig selv, om der ikke er en arkitekt, der kunne have gjort sig lidt mere umage og give det hele bare en snas mere Hundertwasserhaus?

Altså nu er det jo altid nemt at pege fingre af andre, så jeg skal lade være med at sige, at det er pengene, der bestemmer, men det er det i høj grad i byggeriet, og derfor er det også sådan, at når vi udsteder byggetilladelser eller laver lokalplaner, så er det på en eller anden måde laveste fællesnævner; det her er det mindste, vi forlanger; det dårligste I kan slippe afsted med, det er det her, men alt det, der ovenpå, det er i virkeligheden dem, der betaler regningen, som skal være generøse og give det tilbage til byen.

Skal den laveste fællesnævner så være højere, eller bliver det så for dyrt?

I virkeligheden er det jo ikke mit problem, om det er for dyrt, men så er det måske byens problem. Egentlig er jeg optaget af… Nu talte vi om forbindelser før, og om kantzonerne, men for mig er byrummene den lim, der binder byen sammen, fordi det er her, vi taler sammen, møder hinanden, og det er kvaliteten af dem, jeg synes er endnu vigtigere end de enkelte huse.

Jeg har også en baggrund hos Jan Gehl og Gehl Architects, hvor jeg har studeret og skrevet Ph.d. og været partner, så det er klart, at jeg på mange måder er født af de projekter. Noget af det, jeg arbejder rigtig meget med, det er de store byrumsprojekter, vi har nedrivning af Bispeengbuen, eller den nye byrumsplan, vi har på vej for Middelalderbyen, hvor vi lægger op til 11 nye byrum, eller en grøn cykelforbindelse hele vejen herop af Rentemestervej.

Det er nogle af de projekter, hvor jeg kan mærke, at jeg er fagligt engageret og på hjemmebane, fordi min indstilling lidt er, at det er fint, det der sker med de nye boliger, men de er ikke for alle, så jeg synes faktisk det er vigtigere, hvad der sker herude på gaden.

I virkeligheden kan jeg mærke, at det er den slags projekter, jeg synes er rigtig sjove, og dem har vi jo mange af, hvor vi (Københavns Kommune, red.) tit selv er bygherre; vores klimatilpasningsprojekter, byrumsprojekterne og så videre, dem er jeg meget involveret i. Og det er jo også arkitektur; landskabsarkitektur, byrumsarkitektur. Det hele skal mødes for at skabe det her liv mellem husene, som Jan Gehl ville tale om, får byen til at leve.

Fem hurtige:

Favoritrestaurant: VeVe (Kiin Kiins vegetarrestaurant på Østerbro, red.) kan jeg godt lide.

Favoritbar: Il Buco, som ligger i gårdrummet inde, hvor jeg arbejder (på Njalsgade, red.). Det er også dem, der har La Banchina ude på Refshaleøen.

Overset/hemmeligt sted: Altså udover det her? Jeg kan rigtig godt lide Utterslev Mose, men den er jo ikke overset, den er der masser af mennesker, der godt kan lide. Lersøparken. Der er meget få, der bruger Lersøparken, og den er ret fantastisk.

Noget byen kan undvære: Der er ikke vedtaget et nyt højhus (højhuse defineres som +40 meter i København, red.) i København siden 14. december 2017, hvor Posthusgrunden (ved Hovedbanen, red.) blev vedtaget.

Før jeg startede, blev højhuset på Nuuks Plads på Jagtvej stemt ned, men der er 14 højhuse i den tid, jeg har været stadsarkitekt, der er blevet enten stemt ned af det politiske udvalg eller lukket af bygherrerne undervejs i projektprocessen. Jeg er ikke stor fan af højhuse, jeg synes sjældent, de gør noget godt for bymiljøet. De er for det meste kun sjove, når man sidder oppe i skybaren med en drink.

Noget byen mangler: Større generøsitet i det bygningerne og det man bygger, giver tilbage. Jeg synes, der er mange projekter, der gør det godt, men der er stadig steder, der ikke gør det.